Velkommen til Venezuela

Jeg er lige ankommet med færgen og står udenfor i skyggen og snakker med et ungt engelsk/tysk kærestepar, der har mødt hinanden som studerende på universitet i Trinidad. De er på vej til Mérida i Andesbjergene ovre vestpå. Hyggelige mennesker.

Vi er nogle af de sidste passagerer der stadig står ved båden, og et par taxachauffører er ivrige efter at høre hvor vi vil hen. Men vi venter på en amerikansk sømand, som vi mødte på færgen. Han kender Venezuela særdeles godt – han har sejlet Caribien rundt de sidste mange år og sat skibe i stand og lige nu skal han videre til Puerto La Cruz, hvor han har et skib liggende. Så vi regner med at hægte os på ham. Puerto La Cruz er transportcentrum fra den caribiske nordkyst og videre til hele landet.

På færgen advarede han os om Venezuela

– This is really a shitty place. People here will pull a gun at you wherever you go, and all you can do is give them the money and beg for them not to kill you. You can’t feel safe anywhere. Columbia is all different and you can walk in the streets at night with no problems at all.

Meget dramatisk og amerikansk, tænker jeg. Han er i det hele taget lidt irriterende og mange andre har fortalt mig at kriminaliteten i Venezuela er opreklameret. Når bare man tænker sig om.

Sømanden er kommet ud. Han havde problemer med indrejsetilladelsen da han ikke kunne forklare præcist hvornår han sejler videre (“it depends on the hurricanes and everything”) men pludselig var det i orden. Vi forhører os om taxapriserne, men beslutter at vi godt kan gå de 10 minutter ind til centrum. Taxaen var dyr og det er midt på dagen, så der skulle ikke være problemer.

Don’t shoot

Halvvejs oppe af vejen kommer 3 drenge kommer løbende mod os fra buskadset. 16-17år. Den ene lader en pistol (ritz/ritz) og peger den mod os. Jeg kan huske jeg lige når at tænke, at de må lave sjov. Sådan en slags street theater måske, for det virker ikke særligt farligt og vi går jo bare her stille og roligt med vores rygsække i solskinnet. Men så bliver pistolen peget hen på sømanden der råber “don’t shoot”. Og en af de andre kommer hen til mig og råber “moneno” og mærker mine lommer. Jeg når ikke at reagere inden han finder mit kamera. Og så løber de tilbage i træerne ligeså hurtigt som de var kommet.

Lidt rystede beslutter vi os for at tage en taxa.

Den sætter mig af ved politistationen for at få røveriet anmeldt (mit kamera var det eneste de tog). De andre går med ind, men det ligner noget der kan tage lang tid, så vi beslutter at de kan tage videre og tjekke hvornår busserne går til Puerto La Cruz. Jeg giver dem mit telefonnummer så de kan sende en besked hvis de finder ud af noget, – ellers finder jeg selv et hotel og tager af sted i morgen.

Rapport fra en socialistisk politistation følger senere. Har det i øvrigt godt og passer på mig selv. Har tjekket ind på et hotel i centrum og folk på gaden herinde er meget venlige og smilende, selvom ingen kan engelsk og jeg absolut ikke kan spansk. Jeg i øvrigt har fundet mit mavebælte frem til pas og papirer og pakket computeren ekstra godt væk. 🙂